Fuglene Indeni

 

Hver for sig snakker vi fire sprog. Vi taler primært engelsk med hinanden, selvom vi kan både godt finde på at tale dansk. Jeg fik aldrig chancen til at fortælle ham, at jeg synes, at hans tyk tysk accent er alt for stærk, hver gange han åbner sin mund.

Og selvom han har det nemt ved at pege på alt jeg kunne have gjort bedre (”logisk set”), så kom jeg alligevel til at elske alle af hans bemærkelsesværdigt mærkelige (og tit morsomme) tonegang og sætningsmelodi.

Den første besked han sendt mig efter vi har officielt slog op med hinanden var et citat af amerikansk forfatter og digter Raymond Carver.

”Men han forbliver ved vinduet og husker efter. De har grint. De har lænet sig op ad hinanden og grinede indtil der var tårer, mens alt andet - kulden og hvor han skulle gå i det - var derude, i et stykke tid i hvert fald.”

… Ja. Jamen altså. Hvad skulle man sige? Litteratur kan sgu noget, hva’? Tre få ord - ”De har grint” - gjorde mig fandeme ondt, præcis fordi han fik mig til at grine så meget mens vi var sammen.

Men min gode ven, som går meget op i poesi, kender heldigvis også til Raymond Carver. Han gjort mig opmærksom på et andet værk af den samme forfatter. Det er et digt, der hedder ”Late Fragments” som jeg videresendte til Marcus som svar samt selvforsvar.

”Og har du fået hvad
du ønskede fra livet?
Jo, jeg har.
Og hvad har du ønsket dig?
At kalde mig elsket, at mærke mig elsket på jorden.”

Fire timer efter mit svar, ankommet i min brevkasse et nyt digt af forfatteren Charles Bukowski. Det var dog kl 1.11 og det vil sige, at jeg allerede sov. Men du kender sikker Bukowski.

Digtet hedder ”Bluebird”. I modsætning til Carver før, var det ikke den første gange Marcus har sendt dette digt til mig. Med tiden der formørket, blev budskabet kun mere rørende.

”Der er en blåfugl i mit hjerte, der gerne vil komme ud
men jeg er for barsk for ham,
Jeg siger, bliver derinde, jeg skal ikke lade nogen som helst se dig.

Der er en blåfugl i mit hjerte, der gerne vil komme ud
men jeg skænker whisky på ham og indånde cigaretrøg
og luderne og bartenderne og supermarkedsmedarbejderne
finder aldrig ud af, at han er derinde.

Der er en blåfugl i mit hjerte, der gerne vil komme ud
men jeg er for barsk for ham,
Jeg siger, bliv nede, vil du rode mig?
Vil du ødelægge det hele?
Vil du sprænge mit bogsalg i Europa?

Der er en blåfugl i mit hjerte, der gerne vil komme ud
men jeg er for klog,
jeg låser op nogle gange kun om natten,
når alle sammen sover.
Jeg siger, jeg ved godt, at du er der,
så lad være med at være ked af det.

Og så sætter jeg ham tilbage,
men han synger lidt derinde,
jeg har ikke helt ladet ham dø.
Og vi sover sådan sammen
med vores hemmelige pagt.

Og det er pænt nok til at få en mand til at græde,
men jeg græder ikke.
Gør du?”

…

Jeg vidste godt, at dybt ind i ham findes en blød, sårbar side, som ingen får lov at se. Hvis det var et år siden, ville den lille forskrækket pige i mig opgive sig selv for at prøve at rumme ham, men den rolige kvinde i dag har valgt at vise gennem hendes handlinger, at en blå fugl i bur er ikke noget hun kan bruge til noget.

Der gik 18 rastløse timer inden jeg svarede ham igen med et andet hensigtsmæssigt citat. Jeg skulle finde noget med ’blå’ og ’fugl’ at gøre og det skulle være så sindssygt smukt, at han næsten brækker sig.

Det hjalp at min yndlingsfarve er blå. Jeg elsker blå i den udstrækning, at jeg har engang læst en filosofisk bog, som handler alt om det blåt. Jeg downloadede og skimmede hurtigt igennem 79 sider i ”Bluets” af amerikansk forfatter Maggie Nelson inden jeg fandt det, som passer præcis til vores omstændighed. Du vil også synes, at det er helt fantastisk.

”Fordi at ønske at glemme, hvor meget du elskede nogen - og derefter, rent faktisk glemmer det - kan nogle gange føle, som om slagtningen af en skøn fugl, der valgte ved ikke noget mindre end barmhjertighed at lave et habitat ud af dit hjerte.
Jeg har hørt, at denne smerte kan være omdannet, ved at acceptere ”tingenes grundlæggende forgængelighed”. Denne accept forvirrer mig: nogle gange ser det ud, som om det er en viljeshandling, andre gange, en overgivelse. Tit føler jeg mig som jeg pendler frem og tilbage de to steder (søsyge).”

Er det ikke bare fantastisk?

I morges lå jeg på sengen fra kl 3.30 til 6.30 og tænkte på alle fire citater. Om, hvor smukke de egentlige er. Både hver for sig, men især, når de står lige ved siden af hinanden. Så tænkte jeg på, hvorfor kunne vi ikke så blive ved at stå lige ved siden af hinanden? Men så kom tanken, ”Jamen Vivian, sikker et overflødigt spørgsmål…”.

…

Da jeg stadig boede i solskins Singapore, var der engang, hvor jeg svømmede med en meget spontan tysk dame, som var Ph.d. studerende ligesom Marcus nu er. Hun har lige rejst til Mount Everest uden at fortælle nogen som helst om sin plan. Beundrede spurgt jeg hende, hvordan kunne hun haft gjort det ligesom det er ingenting.

Mens vi slikkede solskin i vandet, sagde hun livligt til mig, ”Først købt jeg flybilletten, så dukkede jeg op i lufthavnen, og til sidst gik jeg op på flymaskinen.”

Jeg kan ikke engang huske hendes navn, ligesom jeg ikke kan huske digteren, hvis digtsamling jeg tog ud af hans bogreol den første gang jeg var oppe i hans lejlighed. Men alligevel er mit liv uendeligt forandrede på grund af de tyskere, der krydsede min vej.

Jeg er dog pisseirriteret, at jeg ikke kan huske digteren og digtet. Vi har diskuteret for meget om litteratur, at jeg kan slet ikke huske det enkelte. Jeg hader, hvordan min hukommelse driller især, når jeg regner med at aldrig besøge ham igen. Det vil være for smertefuld, synes jeg, hvis jeg skulle være deroppe for at finde den første digt, der ligesom starter det hele.

Selvom jeg ved bedre, fordi undersøgelserne har vidst, at man ikke kan tro på sin egen hukommelse, fordi hvad vi husker, er faktisk forkert alligevel, så frygter jeg stadigvæk for den kommende dag, hvor jeg ikke kan længere huske, hvor meget han betød for mig.

Med hver passende dag kan jeg mærke, hvordan den skønne fugl, der har valgt mit hjerte som sit habitat, sulter sig og sulter efter mere end blot citater og stilhed, men mere medlidenhed fra Marcus.

…

Mens jeg lagde mig i mørket, så jeg tydeligt, hvordan dybene af de følelser i hvert litteraturcitat blot øger og fremhæver den dødærgerlighed af vores uundgåelige, bitre ende.

Jeg tænkte på, hvor tilfældigt det hele er, at to mennesker kunne trylle frem til sådan en perspektivrig ’samtale’, hvor ingen siger noget konkrete med sine egen ord, men alligevel fik sagt en masse. Jeg undrer mig over, hvordan kunne vi trylle frem til sådan en poetisk slutning, hvor virkeligheden er, at vi måske vil aldrig ses igen.

Det, som er brandærgerligt er, at det ikke var nok, at vi taler engelsk, dansk, svensk, tysk, fransk, italiensk og kinesisk i det hele taget. Det var hellere ikke nok, at vi kunne snakke om litteratur, filosofi, film, kunst og historie. (Jeg har troet, at det vil være rigeligt.)

Fordi det, som gælder, er at han lytter til sin forsømt blå fugl derinde, (at han lytter til mig!), at han turde at være sårbare, at sige ’undskyld’ og tage ansvar for at han har såret mig, selvom det var måske ikke med vilje. Det, som gælder, er han skal formå at udtrykke sig klart ikke kun, når det handler om hans synspunkt om vores omverden og samfund, men egentlig om, hvor meget han sætter pris på mig.

Til sidst er det lige meget, hvor meget vi kan bytte citater frem og tilbage, fordi der findes stadig et skisma mellem vores to uforligelige væsner. Fordi det handler ikke om, hvor mange sprog vi kan, hvis vi ikke kan bruge dem til at sige, ’Undskyld skat’, ’Jeg er simpelthen så stolt af dig’ og ’Jeg elsker, hvem du er’.